Kattens held: Overtro, tilfældighed og hvornår man skal stole på instinktet
De fleste katteejere har en historie om deres kat, der opfører sig mærkeligt lige før noget uventet sker. Katten stirrer op i loftet i fem minutter. Pludselig lander den præcis på den ene flis, der er løs. Og så sidder man der og tænker: ved den noget, jeg ikke ved?
Overtro om katte går tusinder af år tilbage. Det er jo ikke tilfældigt.
Sorte katte og held
I Danmark krydser sorte katte vejen uden de store armbevægelser fra forbipasserende. Men i store dele af verden er den sorte kat enten et lykkesymbol eller et dårligt varsel, afhængigt af hvilken side den krydser fra. I Japan anses sorte katte for at bringe held, mens mange vestlige kulturer har det modsatte syn. Britiske sømænd tog sorte katte med om bord for at sikre en tryg rejse. Og i det gamle Egypten var katte i det hele taget hellige, uanset farve.
Pointen er, at mennesker altid har tillagt katte noget nærmest overnaturligt. Det hænger nemlig sammen med deres adfærd. Katte er svære at læse. De er uforudsigelige. De reagerer på ting, vi ikke kan se eller høre, og de gør det med en selvsikkerhed, der får det til at ligne bevidst handling. Og det gør dem til det perfekte lærred for overtro og fortolkning. En hund der gør ad ingenting er bare nervøs. En kat der stirrer intenst på et tomt hjørne virker derimod som om den ved noget.
Tilfældighed eller mønster?
Der er et psykologisk begreb, der hedder apofæni. Det beskriver menneskers tendens til at finde mønstre, hvor der ingen er. Når din kat miaver tre gange, og du bagefter finder en hundredkroneseddel i en gammel jakkelomme, er det fristende at koble de to ting sammen. Men det er altså tilfældighedernes spil. Hjernen elsker sammenhænge og skaber dem, selv når de ikke eksisterer.
Det gælder ikke kun katte. Mennesker finder mønstre i alt fra skyer til aktiekurser til udfaldet af kortspil. Sider som besøg siden beskæftiger sig netop med det skæringspunkt, hvor strategi møder tilfældighed, og hvor mange spillere udvikler deres egne små ritualer og overbevisninger. For det er jo en menneskelig impuls at søge kontrol, selv i situationer der styres af sandsynlighed.
Katte gør det samme, bare den anden vej rundt. De reagerer instinktivt. Ingen analyse, ingen tvivl. Katten jager, fordi bevægelsen udløser en reaktion. Ikke fordi den har regnet sig frem til, at byttet nok bevæger sig mod højre.
Hvornår skal man stole på instinktet?
Der er egentlig noget at lære af kattens tilgang. Instinkter er mere end tilfældige impulser. De er opbygget over tid, baseret på erfaring og sansning. En kat, der har lært, at et bestemt lyd varsler mad, reagerer hurtigere end en kat uden den erfaring. Det er ikke held. Det er indlæring.
For os mennesker fungerer det på samme måde, bare i mere komplekse situationer. En erfaren læge mærker, at noget er galt, før prøveresultaterne bekræfter det. En forælder vågner et sekund før barnet begynder at græde. En erfaren bilist bremser en brøkdel af et sekund, før den forankørende gør det, uden bevidst at have registreret bremselysene. Det er ikke magi, men det er heller ikke kun tilfældighed. Det er akkumuleret erfaring, der bearbejdes hurtigere end bevidst tænkning kan følge med.
Men instinkter har også begrænsninger.
De fungerer bedst i situationer, der ligner dem, man har oplevet før. I helt nye sammenhænge er instinktet upålideligt, og det er her, analyse og data bliver vigtigere end mavefornemmelsen. Katten ved instinktivt, hvordan den lander på poterne. Men den ved ikke instinktivt, at glasdøren er lukket. Den skal lære det, typisk på den hårde måde.
Overtro som trøst
Så hvorfor holder overtro ved, når de fleste godt ved, at en sort kat ikke påvirker deres held? Fordi overtro giver en illusion af kontrol. Verden er rodet og uforudsigelig, og ritualer skaber en følelse af orden. Det er jo egentlig helt harmløst. At banke under bordet koster ikke noget. At have en lykkekugle i lommen skader ingen. Og den sorte kat, der krydser vejen? Den har altså bare travlt med sine egne ærinder.
Katte er i den sammenhæng den perfekte påmindelse om, at tilfældighed ikke er noget, man skal frygte. De lever med det. De jager, bommer, prøver igen. Ingen overtro, ingen ritualer. Bare handling, hvile og endnu et forsøg.
Næste gang din kat opfører sig mærkeligt, er der altså to muligheder. Enten har den hørt en mus i væggen, som du ikke kan høre. Eller også gør den bare det, katte gør bedst: noget fuldstændig uforklarligt, der får dig til at tro, at den er klogere end dig. Og det er jo egentlig det, der gør katte så fascinerende. De holder os i tvivl, og vi elsker dem for det.
Support
